Hjemme igen! Og en lang fortælling om en mærkværdig oplevelse...

Så er jeg tilbage på min pind! :-) Men det med, at jeg havde et lånt kamera med, passede desværre ikke... Så ingen nye billeder... :-(

Jeg har haft en rigtig god uge i Tarime sammen med fam. Klein og deres lærervolontør, Joan. Hun blev student i sommer, har dyrket halvprof gymnastik i mange år, sunget i kor, spillet violin - og er generelt bare en dygtig og skøn pige, så de kunne ikke få en bedre volontør som lærer for Dina, der går i 1. flokkur, som det vist hedder på færøsk... :-)

Min opgave var at overvære undervisningen og give nye idéer og lærer-tips til undervisningen, pædagogiske fif og hjælpe med de overordnede linier... Og Joan tog så positivt imod og var god at arbejde sammen med! Så - alt i alt - positivt!

Hvad der derimod IKKE var positivt var følgende:

Fredag ca. kl. 15 mødte jeg op ved det hus, der gør det ud for en lufthavn i nærheden af Tarime (Musoma) for at tage flyet kl. 16... Her blev jeg mødt af en låst port og to englændere... "Pyh," sagde de, "nu må de da lukke os ind, når vi er tre!" Hvad?!!!

De var kommet lidt før kl. 15 og var blevet mødt at en stor mama (i dårligt humør) som - på ingen måder - var interesseret i at vise kundeservice! De var kommet for sent, skulle ha' været der 1½ time før afgang, havde hun sagt, og havde derefter bedt vagten låse porten og IKKE lukke nogen ind!

Havde lufthavnen været på størrelse med Heathrow kunne man måske forstå, at det var nødvendigt at chekke ind 1½ time før afgang, men i en lufthavn, hvor ankomsthallen er på størrelse med et soveværelse, baggagebåndet er et hul i væggen, hvor en mand deler de 10 kufferter ud, der er, og landingsbanen er af jord... Please!!!

Jeg forsøgte med en ydmyg taktik, bankede "hodi" på porten, hilste med det ærbødigste "shikamo" (respektfuld hilsen til ældre), verden endnu har hørt og spurgte til vagtens familie og arbejde, inden jeg så inderligt bag ham undersøge, hvad problemet var... Og forklarede, at vi jo alle havde købt og betalt og confirmed vores billetter og meget meget meget gerne ville med det fly, der skulle afgå om knap en time...
Han tog imod min billet og gik ind til mama, men kom hurtigt tilbage med mundvigene nedad... The big zero... Ingen kontakt! Mama ville ikke give sig! Vi var kommet for sent!

Vi var - for at sige det mildt - rystede!!! Her var vi i verdens mest ubetydelige lufthavn (globalt set...) og så kunne vi ikke komme med et lille elendigt fly, fordi mama'en var i dårligt humør!

De to englændere ringede straks til "Precision Airs" hovedkontor og bad om hjælp, hvorefter de prøvede at ringe mama'en op, men hun ville ikke tage telefonen, så de ringede tilbage til englænderen og bad ham række telefonen ind til vagten, der så skulle give den til mama... The big zero igen... Hun VILLE ikke snakke med nogen og hun VILLE ikke ha' os med det fly!

Flyet ankom og motoren blev slukket... Folk stod af og fik deres kufferter... Og vi blev endnu mere desperate... Og da motoren igen startede, var vi helt oppe at ringe! Beinta, Havstein, englænderne, to tanzanianere (der også blev afvist) og jeg stod alle og plagede de forskellige folk, der var inden for porten... Men ingen kunne bestemme over mama!

Til sidst bestemte vi os for at tage sagen i egen hånd! Vi gik ud på startbanen (den af jord...) og råbte til en mand i gul vest, at vi skulle med! Han så venlig ud, gik hen til mama'en, der nu stod ved flyet og kom straks - hovedrystende - tilbage... Da jeg så hende, løb jeg hen til hende, spurgte først høftligt til hendes arbejde og familie (som man nu gør her, hvis man vil opnå noget!) - - og råbte derefter om nåde og alt, hvad jeg kunne finde på... Men - hun rystede bare på hovedet og ville ikke gi' sig! Så meget for de høflige pligtspørgsmål!

Men Beinta ville nu heller ikke ville gi' sig (hun kæmpede godt, gjorde hun!) - Hun løb forbi en vagtmand i gul vest og vinkede alt, hvad hun kunne til piloten, for at få ham til at stoppe... Men - det nyttede ingenting...

Flyet kørte afsted - og lettede! Uden os...

De to tanzanianere blev i Musome, men englænderne og jeg bestemte os for at tage en taxi ca. 4 timers kørsel sydpå til Mwanza, hvor vi vidste, der ville være en flyafgang lørdag kl. 12... Her fandt vi et hotel og fik lidt aftensmad... Fint nok...

Lørdag morgen tog vi på Precision Airs kontor TIDLIGT (!) og fik at vide, at flyet allerede var overbooket! Nej, altså!... Men vi blev i det mindste mødt med forståelse for vores situation. Vi overvejede alternativerne... 2 dages buskørsel til Dar, købe nye billetter med et andet selskab, flyve over Nairobi, vente til mandag.... Intet tiltalte os rigtigt. Vi ville bare til Dar nu! Og englændere skulle med et fly videre til London samme aften! Og jeg ville hjem!!!

Så - vi tog straks i lufthavnen (3½ time før afgang!!!) og snakkede med Precision Airs manager, der ringede og forlangte en forklaring fra mama, som sagde, hun var blevet presset af kaptainen på flyet, der gerne ville hurtigt afsted! Hm... Vi forstod ikke alt det, han sagde, men han skældte ud, gjorde han, og gav klar besked om kundeservice!

Straks efter lod han os tjekke ind (3 timer før afgang!) og vi fik vores boarding cards! Pyh, hvor var vi lettede! Men... spekulerede jo også på, om der ville stå 3 mennesker med hængemuler, fordi vi havde fået deres pladser. Blev dog hurtigt enige om, at det måtte være selskabets problem.

Jeg kom til Dar, fik købt lidt fødselsdags- og julegaver, tog på restaurant med et par familier fra Soma Biblia og fik den mærkværdige oplevelse ud!! Blev bagefter inviteret til hygge og snak hos Lene & Ole, sov hos Merete & Martin (hyggeligt volontørpar i Dar) og - i morges kørte jeg afsted sammen med fam. Agerbo, Mai-Britts mor og jordemoder Merete til Iringa...

Så NU kan Mai-Britt bare føde!