søndag den 24. februar 2008

Fødselsdag, fodbold og fester...(og hele 12 nye billeder!)


Marie - 4 år!

Mit kristendomshold 1.-2. klasse har bygget Nazaret! Enhver arkæolog ville kunne genkende vores nøjagtige gengivelse af byen, da Jesus var barn...

Træner Poul varmer op under spillerne!

Taler, pokaler og tak for kampen!

Frederik ta'r et indkast og Nicolai er opmærksom på stjernen med tørklædet! Hun var ret god! Læg mærke til vores tilskuere uden for hegnet! De svigter os ALDRIG, når vi spiller eller leger på fodboldbanen! ...Vi er åbenbart go' underholdning... :-)

Til fødselsdag hos Eric og kobberbryllup hos hans forældre...

Poul (knæet til højre...) har fødselsdag, og vi siger tillykke!

Maries fødselsdagsfest! Acacia pynter hende med de fine gaver, hun har fået!

Vi swinger rundt til "Hosianna" - ala "Down the Line"...

Der var Lego-leg på tæppet på plænen - og - hvor er der meget leg i Lego! Mikaela, Andreas, Marc, Marius, Frederik F, Rachel og Christoffer m. ryggen til...

Kagerne, isen og selskabet nydes! Jette Hall m. Naomi, Anne Karin og Mai-Britt.
Jens Erik og Hanne, Henrik og Rachel Hall.

Livet er da egentlig skønt! Frederik, Mathilde, Kate og Emil.

Der har været mange ting at glædes over denne uge!
For det første blev Marie jo 4 år. Det lille nummer er rundet de fire - og vupti - med dette tal sker der bare nogle ændringer: Nu græder hun ikke længere, når hun får børset tænder med tandpasta (det har altid været en stor, stor byrde for hende!), hun tager helt selv tøj på og rydder op efter sig - og - hun har bestemt sig at blive siddende ved bordet, til vi alle er helt færdige! Det er sjovt, hvad et tal gør ved et barn! Vi havde en god fødselsdag i mandags med hjemlig hygge og lagkage (hvilket er stort, når man skal lave det hele selv!...) Og Marie fik nogle fine gaver, som hun er glad for! ...Men - - i følge Marie manglede der godt nok nogle breve i postboksen med hendes navn på! Hvorfor er hele verden dog ikke opmærksom på, at JEG har fødselsdag??!! ;-)

For det andet er vi blevet færdige med Nazaret! Mit kristendomshold i 1.-2. klasse har arbejdet på sagen længe - og ved nu en bunke ting om Nazaret, som den så ud, da Jesus var dreng! Så - spørg endelig, hvis der er noget, I vil vide! :-)

For det tredie var der fodboldkamp! Vi fik besøg af Den Internationale Skole og spillede tre kampe - de små, de store og lærerne. De to første kampe endte uafgjort 1-1 og 6-6, og lærerkampen endte 6-3 til os!! Så der var lidt hængemule - da de andre fik pokalen pga. af uafgjort på udebane... - men der var også lidt jubel! Regnen piskede ned ½ time inden kampen begyndte, så der var en - skal vi sige festlig - mudderafdeling på banen...

For det fjerde var vi inviteret til kobberbryllup og 12 års fødselsdagfest hos Martha og Michael - og deres søn Eric, som går i klasse med Emil og Frederik. De er ansat i et Danida-projekt og er her for et år. Det var en rigtig hyggelig fest, og vi fik snakket, spist og sunget - som sig hør og bør!
- Lørdag var også vores nabo, Pouls, 38 års fødselsdag... Så da pigerne sov og alt åndende fred og ro, smuttede vi ind og sagde tillykke! Det er nemt her, for man kan altid være sikker på, at bedsteforældre, tanter og kusiner fra Vester Hjermitslev ikke lige er til aftenkaffe...

Søndag var vi i kirke i en meget dejlig Vineyard kirke her i byen. Jettes mand, Lyle, prædikede og gudstjenesten forgik både på engelsk og swahili! Det er faktisk ret opmuntrende, når man får det på begge sprog... Så er der alligevel en del, vi forstår! :-)

Og - endelig - i dag fejrede vi så Maries store fødselsdagsfest sammen med vores kolleger! Det var en rigtig hyggelig eftermiddag! Vi nyder alle de gode venner, legekammerater - og Bulderby-stemningen!

Og helt ærligt, så forstår vi simpelthen ikke, hvorfor folk ikke rejser herned i hobetal! Det er da godt at bo her! Og jeg kan ikke forestille mig noget bedre sted for børnene at vokse op!

En lille morsom ting fra Johanne:
Henrik sad og læste en bog for Johanne. Pludselig opdagede hun noget i Henriks næse, afbrød ham og sagde "Far, du har altså et spindelvæv i næsen!!!" :-)

...På torsdag kører jeg med fam. Agerbo til Dar es Salaam. Jeg har måttet kapitulere over for en dårlig tand, - og skal til tandlæge hos en indisk tandlæge.... Det er spændende, om jeg kommer hjem med en tand fattigere... Henrik bliver hjemme og passer selvfølgelig skolen og børnene! :-) Tak!

søndag den 17. februar 2008

Festlig "storskoleuge"...


Da løbet var færdigt, holdt regnen op... Men humøret var i top!

Fastelavn... Med paraply ses "fru Henrik", Marie og Johanne er foran til venstre i rødt, Emil er bag dem i sort Mars... Frederik står m. orange hanekam til venstre for superMario og jeg står bagerst ved siden af TV'et...

Så slår Onkel Anders (Frederik Friis) til tønden. Fru Henrik sørger for, det går rigtigt til!

På toppen af bjerget med det hvide kors...

I denne uge har vi haft besøg af ti danske børn, der til daglig går i skole andre steder. Det har været rigtig hyggeligt og - - vi synes da, de alle skulle flytte hertil og gå her hele tiden!

De sædvanlige eftermiddagsfag var erstattet med andre aktiviteter for alle... Bl. a. bød vi på et løb rundt på hele compounden i øs-pøs regnvejr. Men gummistøvlekast, vandstafet og 'nå-længst-ud-med-cykelslanger-om-livet-legen' lader sig sagtens gøre i regnvejr! Og - humøret var højt og alle var med!

Fredag var der fastelavnsfest! Henrik var klædt ud som "fru Henrik" - aldeles henrivende!, Frederik var punker, Emil var en Mars chokoladebar, Johanne var sørøver, Marie var guldfisk og jeg var "Mama - afrikaner". Vores hushjælp, Mama Elisha, blev mildest talt rystet, da hun så mig iført sovsekulør, - og sagde en helt masse ord, jeg endnu ikke har lært på sprogskolen... Vi sang de klassiske fastelavnssange, havde små konkurrencer, slog katten af tønden, fik lidt historie om fastelavns oprindelse, kårede den bedste udklædning (robotten Rachel Hall) og spiste fastelavnsboller... Heldigvis var solen fremme, og vi havde en rigtig festlig eftermiddag!

I går var der udflugt til toppen af "Bjerget med det hvide kors". Nogle af os gik ikke med til toppen, men lavede bål og snobrød med de yngste, udforskede underjordiske huler og nød selskabet! Om aftenen var der pot luck dinner = sammenskudsmiddag, hvor vi spiste og hyggede ad libitum. Henrik optrådte bl.a. med et par klassiske Niels Haugsgaard-numre og vi sang og sang og sang!

Alt i alt kan vi konkludere: Det må faktisk være fantastisk at være barn her! :-)

...Og i morgen tidlig er det 4 år siden, vi bankede på hos naboen i Kloster og spurgte, om de ville passe de tre store et par timer, for nr. fire var på vej! Og hun glæder sig til at blive fejret, gør hun! :-)

søndag den 10. februar 2008

Spil i regnen...


"På tirsdag, på tirsdag..." Frederik swinger...

Emil tryller på den elektriske...

Johanne, Marie og Acacia Hall spiller landskamp :-)

I dette øjeblik siler regnen ned, som den har gjort de sidste par timer... Den ene dag føles som en uheldig sommerdag i DK og den næste som en heldig sommerdag i Tanzania! (Fredag aften sad vi på terassen sammen med naboerne til midnat! Aaah...) Vi nyder skiftet i vejret, fordi vi ved, at forude venter en masse måneder kun med sol!

Regnen betyder flere indendørs sysler, så der bliver øvet noget mere på diverse instrumenter. Frederik arbejder med finesserne i trommespillet, og Emil er i fuld gang med at lære noderne - og at spille klaver, og han er ret god! (- men det havde vi ikke lige et billede af...) Børnene på skolen spiller meget bordfodbold og rigtig meget bordtennis. En hel skole kan sagtens være med til at spille "rundt om bordet", og spiller man ikke bordtennis, er det fodtennis på cementbanen (og gerne i regnen!) PlayStation og computeren bliver også brugt... Det er godt at ha' lidt at vælge imellem! Drengene synes, det er sjovt at lave PowerPoint-shows på computeren, så nu er næsten alle EfB-spillernes liv og levned sat på PP, hvis nogen skulle være interesseret...

Vi har været til undersøgelse på hospitalets øjenklinik... Vi fik testet, om vi kunne læse fire bogstaver i forskellige størrelser, og så var vi parate til at få et kørekort. Vi tog derefter ned til den motorsagkyndiges kontor i byen, for at han kunne få diverse oplysninger. "Kan I ikke tage jeres papirer med igen" sagde han og kiggede sig omkring på sit rodede skrivebord... "Jeg er bange for, de bliver væk, hvis jeg beholder dem..." Dejligt med en ærlig mand! Hvis alt går vel, er han klar med et kort i morgen.

I morges gik vi alle seks i kirke kl. 9... Der var usædvanligt få mennesker, men vi ventede tålmodigt, mens organisten spillede og fik testet keyboardets store udvalg af rytmer. Kl. 10 begyndte gudstjenesten, "African Time", tænkte vi, men nej, gudstjensten var faktisk flyttet til kl. 10, det havde vi bare ikke lige hørt... Men - hey, hvor tit kommer en familie med fire børn en hel time før tiden!? :-)

Næste uge byder på besøg af de fire Andersen-børn, deres mor og deres lærer fra Mbeya og Lene & Ole Malmgaard, deres tre børn og fam. Larsens tre børn - alle fra Dar es Salaam. Der er "storskole-uge" med 10 ekstra børn, sport, leg, fastelavnsfest og udflugter. Det glæder vi os til!

Go' vinterferie! - Og tillykke til min kusine Jeanne med tvillingerne!!! :-)

søndag den 3. februar 2008

Dyr på vores vej...


Hey, her går vi altså...

Jae, vi var var her altså først...

Mon de lægger mærke til min catwalk!?

Yes, det er ikke hver dag, jeg overhaler en Landcruiser! (...sagde skildpadden)

I Danmark kan man være heldig at møde en skovsnegl, en kat eller endda en ræv på vejen... Her er vi velsignet med helt andre dyr - og i helt andre mængder! Jae, enhver må kunne se, at det altid er spændende at køre tur her i landet! :-)

Ugen har budt på en masse regn... Vores hushjælp, Mama Elisha, er "furahi sana" - meget glad - for al den regn, så afgrøderne kan vokse! Vi nyder også regnen og det smukke, grønne landskab rundt om os!

Derudover har ugen budt på swahiliundervisning sammen med kun to englændere og to amerikanere. Der er ikke så mange på sprogskolen lige i øjeblikket, så vi får snakket mere swahili end engelsk i pauserne, og det er jo nok ikke så ringe...
På DDS har 8. klasse lavet projekt om vand i denne uge. Det endte med tre interessante fremlæggelser om et vandprojekt i en landsby, dampmaskinen og vandbårne sygdomme.

Lørdag aften havde alle vi damer en såkaldt dameaften hos Anne Karin, og mændene og børnene grillede i Pihls have. Vi fik alle en rigtig lækker middag og nød det gode selskab!

Til sidst må vi nævne, at vi nu har fået og - med stor glæde - set de sidste fire kampe, DK spillede til EM i håndbold. Wao! Kampene går nu på omgang og vi er alle glade for folk som moster Grethe og Preben, der har optaget kampene!