søndag den 20. april 2008

Skoletur, fødselsdag, husdyr og kordag...


Høvding Mkwawas Museum...

En lejrplads i bushen...

Acacia Hall og Henrik betragter giraffer...

Henrik filmer giraffen...

Fest for farmand!

Frederik og Johanne med gederne Knopsen, Ædedolk og Bulder.
Bag dem går hønsene White, Blackie, Bruno, Niller og Putte...
(Kun Niller og White lægger æg, så måske finder vi nogle andre høns...)

Koret, vores hushjælp, Mama Elisha (nr. 4 fra venstre) og hendes mand, Gadau (yderst t.h.), synger i...

Et skønt kor i lyserødt! Det er et imponerende show med sang og dans!

Det er ikke let at se, at Henrik faktisk er ret brun... :-)

Tirsdag formiddag havde vi inviteret to spændende gæstetalere fra Iringa til at fortælle om Ruaha Nationalpark og om den berømte høvding Mkwawa. Desuden fortalte og illustrede Claus, hvordan man renser vand og hvad rent drikkevand betyder! Så var tonen slået an til årets skoletur: Høvding Mkwawa, Ruaha Nationalpark og Maji (vand) Africa!
Onsdag blev Johanne & Marie installeret hos nabo Mai-Britt, og så tog vi afsted med 18 skolebørn og 6 voksne, hvoraf den ene var Richard Phillips, som er far til to af vores elever, og i øvrigt en ægte bush-ekspert! Først tog vi til Mkwawa Museet, hvor man kan se og høre om den berømte høvding, der i mange år voldte tyskerne problemer, da de prøvede at tage styringen her i landet... For børnene var det især spændende at se hans hovedskal, der opbevares på museet!
Efter frokostpausen ved et skønt sted, der kaldes Guds Bro, kørte vi længere nordvest på til floden Ilusi. Her har fam. Phillips lavet en vej ind gennem bushen - og for enden af den 'vej' er der en helt primitiv lejrplads ved floden. I begyndelsen prøvede vi at huske vejen: Til venstre efter en stor busk, til højre over (!) et tyndt træ, til højre igennem nogle buske, til venstre gennem et flodleje osv. Men til sidst måtte vi opgive og bare konstatere, at vi aldrig vil kunne finde derud selv! Velankommet efter 1½ times kørsel i absolut bush, slog vi teltene op, fik en dukkert i floden (der er ikke krokodiller på sandbunds-floder...), spiste aftensmad og indså hvor stor en betydning månelys har i bushen!
Torsdag kørte vi til Ruaha Nationalpark, der efter en udvidelse nu er blevet den største nationalpark her i Tz! Vi havde en rigtig god dag og så masser af dyr. Desværre valgte de store katte at gemme sig, men vi så alle mulige andre dyr og var godt tilfredse!
Fredag var Henriks fødselsdag, og hvor tit får man lov til at blive 44 langt langt ude i den afrikanske urskov?! Dagen blev fejret med morgenmad, nedpakning af lejren og et besøg på Maji Africa. Firmaet Maji Africa producerer plasticflasker - og pumper vand op fra undergrunden, renser det og hælder det på flaskerne! Det var vældig imponerende at se sådan en velfungerende fabrik så langt ude på landet! Da vi kom hjem, var der - for det første - mange beskidte børn, men også fest og kage i anledning af fødselsdagen! Og om aftenen fik vi fejret Henrik med manér! ...Vi fik også sagt endeligt farvel til Elisabeth, der nu er rejst fra byen...
Se billeder fra skoleturen her:
http://www.dds-iringa.dk/skoletur08/index.html

Og nu et par ord om vores husdyr:
Ved juletid købte vi fire små kyllinger. Kun én overlevede, og den har nu fået selskab af fire andre høns, der gerne skulle kunne give nogle æg. Henrik har længe gerne villet købe nogle små geder, som børnene kan lege lidt med og så'n. En masai havde geder i massevis, så vi købte tre og har nu både høns og geder! De spiser godt og alle børnene hygger sig med at nusse om dem!

I dag arrangerede kirken sang-dag! Hver stamme skulle synge et par sange på deres stammesprog. Så vi - den danske stamme - havde også øvet et par sange, som vi sang! Vi blev modtaget med storjubel og havde en rigtig god eftermiddag med sang og dans i massevis! :-)

Ingen kommentarer: