søndag den 25. november 2007

Nyt kor, ny fodboldturnering, ny 11-årig og nykonfirmeret...


God stemning efter et par fodboldkampe mellem Den Danske Skole og Den Internationale Skole. Fra venstre står Rachel, Martin, vores Frederik, Frederik Friis (med en grøn bold) og derefter Emil.

I dag er det Frederiks fødselsdag!!! Frederik - 11 år.

Det er skønt at kunne fejre november-fødselsdage i haven!
Henrik byder velkommen! Boller, kagemand og is er fødselsdagsmenuen.

Vores hushjælps børn, Elisha og Happy bliver præsenteret til deres konfirmationsfest.


NYT KOR...
I onsdags så et nyt kor dagens lys! Neema Crafts er et værksted, en butik og en café her i byen, hvor kun handicappede arbejder. Læs mere på http://www.neemacrafts.com/ Lederen, Susi (som vi synger med) spurgte, om jeg ville synge gospel med de hørende en gang om ugen. Alle de døve på Neema Crafts har en tromme- og dansegruppe, men de hørende vil også gerne være musikalske! :-) Så - sammen med omkring 20 Neema Crafts-folk og fem engelske/amerikanske wazunguer (hvide folk) gik vi igang. Jeg fortalte først om gospelmusikkens opståen, og de jublede over, at de hvide havde taget de afrikanske slaveres musik til sig! Det var på ingen måde øvede sangere, men de var ihærdige sangere! ...På et tidspunkt, hvor jeg syntes, det gik OK, sagde jeg friskt :-) "Skal vi rejse os?!" - hvortil Susi svarede "Well, der er kun tre, der kan stå, så måske skal vi bare blive siddende!" - OK, godt så! :-) Det var sjovt og hårdt, og pyh, hvor jeg svedte! Men jeg var helt høj bagefter! Jeg glæder mig helt til onsdag! :-)


NY FODBOLDTURNERING...
Vores nabo, Poul Friis (og sommetider Henrik) træner alle de fodboldglade børn her på skolen hver uge. Men - kampe må der til! Og i torsdags - efter et par timers forældrekonsultation - tog vi alle til fodboldkamp på Den Internationale Skole. Her spillede først de yngste en kamp, der endte 1-1. Emil scorede et flot mål, hvor både bold og fodboldstøvle fløj i mål! Bagefter spillede de ældste (hvor både Emil og Frederik var med) en hård kamp, der desværre endte 3-2 med en scoring i sidste sekund. Men stemningen var høj, pokaler blev delt ud og billeder blev taget! På et tidspunkt kommer de andre hertil, så vi kan få lidt hjemmebanefordel! (Og vi har jo altid mange tilskuere langs hegnet til fodboldbanen!)


FREDERIK, 11 ÅR...
I fredags blev Frederik vækket med sang og gaver! Endelig blev det den 23. november!!! Der blev sunget og spillet i skolen, og alle børnene fik en fin pyntet EfB-kage, som Mama Elisha (vores hushjælp) havde bagt og pyntet! Efter skoletid var der forældrekonsultation for 4. - 5. klasse, og vi kunne glæde os over at høre, at det går godt! (Også i de fag, hvor vi ikke selv holder øje med E og F!) Om eftermiddagen kørte alle børnene fra 4. - 8. klasse på junior-tur. De skulle ud til Christina Moyers (fra 8. kl.), der bor - - laaangt ude. Her slog de telte op og hyggede sig med mad på bål, en svømmetur i floden, løb og leg i massevis. Skønt at vi har nogle volontører, der arrangerer sådan en tur! Da børnene igen kom hjem lørdag eftermiddag, havde vi forrygende fest for alle vores missionærkolleger og børn! ;-)


KONFIRMATION...
Mama Elishas to ældste børn, Elisha og Happy, blev konfirmeret i dag - sammen med 78 andre! Vi var inviteret med til festen og fik en rigtig dejlig dag sammen med dem hjemme i deres have med sang, dans, præsentation, gaveoverrækning (hvor vi dansede ind med vores gaver!!), kageskæring (og det er en stor sag!) og lækker middag!


Mange oplevelser rigere, siger vi nu tak for endnu en god uge på det afrikanske kontinent!

Ingen kommentarer: