


Prøver...
I den forgangne uge har 8. og 9. kl. været til skr. prøver i dansk, matematik, biologi og engelsk. De har gjort det godt, så - noget må de jo have lært! I næste uge har vi almindelig skoleuge - bortset fra torsdag og fredag, hvor de store får læsefri, så de kan møde velforberedte op til de mdt. prøver 8.-10. juni! D. 11. og 12. skal vi slutte skoleåret (og hele skolens historie) af med en lille udflugt den ene dag - og koncert mv. for forældrene den allersidste dag fredag d. 12. juni!
Oprydning...
Skolens 'cykelskur' (der indeholdt altmuligt + en enkelt cykel) og møbelcontainer har længe trængt til en oprydning, så i tirsdags mødtes vi alle til store oprydningsdag! Efter et par timer var de fleste ting sat ud til loppemarked og de færreste ting sat ind igen. Men - så pænt der er!
Vilde dyr...
Ruaha byder på mange oplevelser. En af dem, vi stadig ikke har fået, er at se en leopard og en gepard. Vi ved, de er der! Men hvor?! Det havde vi sat os for at finde ud af denne weekend... Og vi havde en skøn weekend! Overnatning i telt i bushen, snak og hygge, 15 mand i to LandCruisere, god tid... Vi så masser af løver, elefanter, giraffter, zebraer, flodheste, krokodiller, sjakaler... Og vi ledte og ledte... Men - desværre var leoparder og geparder optaget andetsteds og lod sig ikke se. Pyt, vi havde en rigtig god tur alligevel og kom hjem i går aftes, hvor familien Agerbo havde lavet dejlig aftensmad til os allesammen! Skønt med gode naboer!
Glædelig pinse!!!