torsdag den 27. december 2007

Hun er bare sej, hende mormor!


Der er ingen vej udenom! Vi er nødt til at dele denne lille muntre begivenhed:
Selvom man er mormor, er rundet de 65 - og har brækket en fod, kan man da godt nuppe en tur på en go-cart sammen med børnebørnene 3. Juledag!
Sådan!

søndag den 23. december 2007

Julefester, julesafari og juleforberedelser


Danskerne synger "En stjerne skinner i nat".

Vennerne lytter til Simeons beretning om, at han hørte Guds stemme...

Morfar kigger på giraffer...

Mormor og Johanne bager småkager...

Den Internationale Kirke havde arrangeret Christmas Carol Service, så tirsdag aften var vi til en dejlig aften med sang og læsninger - og efterfølgende sammenskudsmiddag. Til trods for, at et firben lagde vejen forbi morfars hår og en rotte løb forbi mormors ben, havde vi en rigtig god aften! :-)

Den Danske Skole havde arrangeret krybbespil og julekoncert onsdag! Det blev en rigtig dejlig aften! Der kom heldigvis ikke regn (- efter aftale!) og børnene spillede rigtig godt! Inges musikhold spillede bl.a. Glade Jul på flasker og julen blev sunget og danset ind på bedste vis!

Den Østerby Nis-Hanssenske familie havde arrangeret overnatning i Ruaha Nationalpark, så fredag kørte vi på safari! Vi sov i telte - på pæle, hvor vi nød (?) frøernes kvækken natten lang! Det var et meget meget fint sted, og vi nød den fine service! Dyrene viste sig også beredvilligt frem her og der og alle vegne! Der kom endda en elefant og hilste på, netop som vi var færdige med frokosten!

Den aktive mormor og aktive Henrik ordnede et par perlehøns og en kvart gris, da vi kom hjem fra safari... Og i dag har vi bagt småkager og hygget os!!!

I morgen er det juleaften... Der er længe, længe til...

mandag den 17. december 2007

Lucia, gæster, 10 års fødselsdag og tak...


Marie, Johanne, Andreas og Mikaela.
Det sødeste luciaoptog, verdens har set!

Der rulles havregrynskugler og ses julekalender...
Kirstine, Sofie, Johanne, Frederik, Sebastian, Emil, Elisabeth og Marie.

Fødselsdagsfest for Emil - 10 år...

Fødselsdagskaffe på terassen med mormor og morfar velankommet!

LUCIA...
- skal i hvert fald også fejres her! Hjemkundskabsholdet på skolen havde bagt luciabrød og børnehaven gik i fint, fint optog! De var så yndige!!!

GÆSTER...
Fredag kørte Henrik til Dar es Salaam for at hente mormor og morfar! Imens fik vi så besøg af Mie og Leif, deres fire dejlige børn (se billedet) og deres mormor! De er en familie, vi kender fra DK, og - da de nu alligevel kører rundt her i Afrika i 4 mdr., kunne de ligeså godt besøge os et par dage! Det var rigtig hyggeligt at have besøg af dem!
Og søndag kom så mormor og morfar! I betragtning af, at morfar lider af en hel del, og at mormor for en uge siden brækkede nogle knogler i sin fod, er det ret godt gået af dem!!! Vi er meget, meget glade for at have dem her hos os, og ja, Oldemor, vi skal nok være gode ved dem! :-)

FØDSELSDAG...
For 10 år siden fik vi en skøn søn, og det er blevet fejret de sidste par dage! I går, søndag, holdt vi fest for alle med kager, rundbold und alles... I dag har vi fået alle Emils livretter, han har fået nogle fine gaver - incl. alle de Manchester United-ting, der kan støves op i det østlige Afrika, børnene har badet i familien Pihls svømmebassin, set en film, spist is og lagkage... - og så har vi fået årets juletræ! En helt igennem god dag for en dreng på 10 år!

KRYBBESPIL...
Disse tre sidste skoledage inden ferien øver vi krybbespil, julesange og bager småkager hele dagen! Onsdag aften har vi forestilling for forældre og gæster, og så håber vi bare, at alle kan deres replikker og ikke taber hverken tråden eller parykken...
I morgen aften er der Christmas Carol Service i Den Internationale Kirke, og vi danskere skal synge "En stjerne skinner i nat"... Vores kor "Acapella Singers" (eller hva' nu...) skal også synge et par sange. De siger, det plejer at være en fantastisk aften, så det glæder vi os til!

TAK!!!
De sidste par dage har vi fået pakker og breve og gaver fra venner, familie og vores LM-kontaktkredse. Det er vi SÅÅÅ glade for! Tusind tak!

søndag den 9. december 2007

Julefrokost, juleværksteder og julefest...


Julefrokost...
Vi venter spændt på næste 'kamp' på tipskuponen.

Der koges bolsjer... Inge, Frederik Friis, Frederik, James og Marie...

Floden ved huset... Acacia Hall og Johanne hygger sig!

Julefest for alle vores ansatte... Her er der gang i et pakkespil...

I mandags havde vi julefrokost og afskedsfest for familien Klein. Det er fantastisk så godt noget så almindeligt som stegte løg og fiskefilet smager, når det bliver fremstillet til sådan en lejlighed! Vi havde en rigtig god aften, hvor der blev spist, sunget og leget! Henrik og drengene havde lavet en sjov tipskupon, hvor vi dystede i forskellige interessante discipliner :-) Vi fik også sagt farvel til Havstein, Beinta og deres børn Dina og Lassi, der skal flytte til Tarime i det nordvestlige hjørne af landet. Det har været dejligt at lære dem at kende, og vi håber, vi kan besøge dem næste sommer...
Tirsdag havde Lone og Anne Cathrine, der har været volontører på Neema Crafts et halvt år, arrangeret afskedskaffe... Lones familie var taget herned for at 'hente' dem, så de havde danske gaver med. Vi missionærer fik alle en pose med diverse fra DK! Og så er det, vi elsker at bo her! For - hvor ellers jubler en flok voksne og børn over en pose dansk slik, brun farin eller en ½ liter kirsebærsovs? Kan man blive glad for lidt, har man meget at være glad for!
Torsdag og fredag havde vi julegaveværksteder på skolen. Her kunne børnene koge bolsjer, lave små spil i træ, klippe filt-ting og lave æsker, farve glas mv. Det var et par rigtig gode dage, hvor vi var 35 personer i aktion! (Vi har haft besøg af familien fra Mbeya, Robert & Britta Andersen, deres fire børn plus deres to lærer-volontører i denne uge) ...Deres lærere, Kristiane og Claus, skal i øvrigt arbejde på Løgumkloster Efterskole fra 1. januar, og de skal bo i vores gamle hus!!! Så vi har fortalt dem alt om Kloster og omegn! :-)
Lørdag var hele skolen inviteret på skovtur ved floden ude hos Christina Moyer, der går i 8. kl. Hendes familie bor helt derude, hvor jordvejen ender! Bortset fra at det er Afrika, så minder situationen lidt om Det Lille Hus på Prærien... En amerikansk familie - far & mor og tre piger - i et hus ved floden, som ligger langt ude, hvor der er langt til naboer, men de har heste og de har det godt! :-) Og vi havde en dejlig eftermiddag!
I dag har vi haft julefest for alle vores ansatte, vagter, havefolk, hushjælpere, rengøringsfolk og ægtefæller. Det blev en rigtig god dag med pakkespil, sang og god mad...

Og - nu er der kun en uge til mormor og morfar kommer... :-)

søndag den 2. december 2007

Det' december!


Marie og Johanne hygger sig med Julius og Julle, Anne Karins julenisser, som børnene i børnehaven skiftes til at styre... :-)

Henriks eftermiddagsfag "sammenspil" øver julesange...
Julia (en gl. elev), Henrik, Stine, Kate og Frederik (bag trommerne).
Emil og Rune spiller guitar. Vores gamle LME-elev, Rebecca, er også med. Men hun havde fået skoldkopper...

Adventsarrangement på Den Danske Skole.
Mai-Britt og Mathilde betragter de mange dekorationer.
...Man kan nå forbløffende langt uden gran!

Vaffelboden... Frederik, Mathilde, Emil og Frederik Friis bagte mange, mange vafler!

I mandags, mens vi var til swahili, klippede alle børn og lærere julepynt, så vi kom hjem til en smukt pyntet skole! Johanne og Marie syntes også, papegøjen skulle have lidt pænt at se på, så de gav den blomster. Desværre (eller - muligvis heldigvis) glemte de at lukke buret, så - nu er papegøjen atter på fri fod/vinge!

Vi er begyndt at øve på årets juleskuespil: Fredsfyrsten. Det handler om Simeon og Anna, der med længsel venter på den Messias, de læser om i Esajas Bog, om julenat - og om den glæde Simeon oplever ved at se Messias i templet! Børnene går meget op i det, så det skal nok blive godt! Vi skal vise det uden for skolen, så hyrderne kan ligge på en rigtig græsplæne og Jesus kan blive født i en "rigtig" stald. Der er også bestilt ægte får og lam som statister!

Den 1. december er også nået hertil, så i lørdags tog vi fat på en meget flot julekalender, vi har fået fra vores kontaktkreds, LM i Astrup! Et hjerte 'åbnes' hver dag, og vi finder hilsner, gåder, opskrifter, fine klistermærker og andet (som vi jo ikke ved endnu!) Tusind tak til Astrup!!!

Vi har nogle gamle TV-julekalendere med, så vi ser også et afsnit af Pyrus og et afsnit af Jesus & Josefine hver aften, vi tænder vores kalenderlys og et lille kunstigt juletræ og vi hører julemusik! Aaah...

I eftermiddags var der traditionen tro et adventsarrangement på Den Danske Skole. Der var omkring 60 gæster, - englændere, italienere, tyskere, amerikanere, new zealændere og koreanere. Alle havde medbragt julekager, og så blev der flettet stjerner, klippet hjerter og engle, lavet juledekorationer og spist vafler, og vi sang danske og engelske julesange. En rigtig hyggelig eftermiddag!

Til sidst må vi nævne, at vi har snakket med Oldemor (min mormor) på Skype i anledning af hendes 94 års fødselsdag. Det havde hun vist aldrig troet, skulle kunne lade sig gøre; at snakke med OG se sine oldebørn helt nede i Afrika!!! Det er da ærlig talt også vildt!

Glædelig Advent!!!